Mød SkillsDenmark på Energiens Folkemøde

Hvad kræver det at blive blandt de bedste i sit fag – og hvordan træner man sig klar til at repræsentere Danmark ved WorldSkills?

Det kan du blive meget klogere på, når SkillsDenmark deltager på Energiens Folkemøde.

Her kan du både komme helt tæt på de unge faglærte på SkillsDenmarks stand og møde dem på Folkescenen, hvor vi sætter fokus på faglighed, talent og vejen mod verdens største konkurrence for unge faglærte.

På standen: Se Skillslandsholdet træne

På SkillsDenmarks stand kan du opleve håndværket helt tæt på.

Her møder du blandt andre Frej Løntoft Egholm, der er murer og en del af Skillslandsholdet.

Han er i fuld gang med forberedelserne til WorldSkills i Shanghai, og under Energiens Folkemøde kan du se ham træne og få et indblik i den præcision, teknik og koncentration, der kræves, når man konkurrerer på internationalt niveau.

Du kan også møde Tjalfe, der er flisemurer, og som ligeledes viser sit fag frem og træner på standen.

SkillsDenmark er på plads begge dage, så kig forbi, se de unge talenter arbejde og få en snak om fagene, konkurrencerne og mulighederne inden for erhvervsuddannelserne.

På Folkescenen: Hvordan bliver man klar til WorldSkills?

Lørdag kl. 11.30–12.00 rykker SkillsDenmark også ind på Folkescenen.

Her kan du høre historien bag Skillslandsholdet og få et personligt indblik i, hvad der sker, når en ung faglært bliver udtaget til at repræsentere Danmark.

Frej Løntoft Egholm fortæller blandt andet om:

  • hvordan det er at blive udtaget til Skillslandsholdet
  • hvad der skal til for at konkurrere blandt verdens bedste
  • hvordan han træner frem mod WorldSkills i Shanghai
  • og hvorfor han valgte netop murerfaget

På scenen møder du:

Frej Løntoft Egholm
Murer og SkillsDenmark-landsholdsdeltager

Helle Mølgaard Nielsen
Projektleder, SkillsDenmark

Kom tæt på fagene

Skills handler ikke kun om konkurrencer og medaljer. Det handler også om at vise, hvor langt man kan komme med et fag i hænderne – og hvor meget dygtighed, viden og træning der ligger bag godt håndværk.

Så uanset om du selv overvejer en erhvervsuddannelse, er nysgerrig på Skills eller bare gerne vil se nogle virkelig dygtige unge mennesker arbejde:

Kig forbi SkillsDenmarks stand og Folkescenen under Energiens Folkemøde.